Resumé
William Blake udgav det velkendte digt 'The Lamb' i sin 'Songs of Innocence'-samling i 1789. Det undersøger spørgsmål relateret til skabelse, uskyld og den guddommelige indflydelse på den naturlige verden.
Digtet er opbygget af flere spørgsmål med stumpt sprog, der henvender sig til et lam. Taleren starter med at spørge Lammet om dets skaber og spekulerer på, hvem der skabte det og gav det dets venlige, medfølende sind. Ved at fremhæve Lammets karakteristika, såsom dets bløde uld og muntre, uskyldige brægen, fremhæver digtet billedet af en venlig skaber.
Taleren overvejer Lammets holdning til skabelsen, mens digtet fortsætter. De relaterer Lammet til andre aspekter af naturen, herunder strømmen og solen, hvilket fremhæver sammenhængen og elegancen af Guds skabelse.
I slutningen af digtet oplyser taleren, at Jesus Kristus skabte Lammet, også kaldet 'Guds Lam'. Lammet bruges som en metafor til at skildre Kristi venlighed, renhed og selvopofrelse. Taleren gør den analogi, at skaberen af alle ting også kan ses som et barn, hvilket betyder renheden og enkelheden i den guddommelige tilstedeværelse.
Digtet 'Lammet' eksemplificerer Blakes tro på den venlighed og guddommelighed, der er iboende i alle ting. Det understreger forbindelsen mellem alle levende ting og deres skaber og ærer skønheden ved uskyld. Digtet læses ofte sammen med 'Tygeren', et ledsagende digt, der undersøger livets modstridende aspekter og skabelsens kompleksitet.
Analyse
Strofe 1
'Lammet' er et digt med et budskab. I dette digt ærer digteren vor Herre Jesus Kristus, som var mild og mild som et lam og ren og uskyldig som et kid. Den unge dreng spørger Lammet, om han ved, hvem der gav det liv, gav det evnen til at spise ved en flod og over engen og velsignede det med liv. Drengen spørger ham, om Lammet ved, hvem der gav det den lyse og silkebløde uld, der tjener som dets tøj, og hvem der gav det den smukke stemme, der fyldte dalen med glæde.
I 1. strofe af William Blakes digt Lammet beskriver den unge, der har tænkt sig at tale til Lammet, kort det lille dyr, som han ser det. Lammet har fået livets gave, evnen til at fouragere ved åen og hen over engen, strålende, silkeblød uld, der tjener som dets tøj, og en sød stemme, der jubler i dalen. Ved Lammet, hvem der har skabt ham? Igennem digtets indledende linjer stilles det samme spørgsmål. Det Lille Lam bliver spurgt, hvem der har lavet ham af det lille barn, som også vil vide, om han ved det. Den lille dreng er nysgerrig efter den person, der gav Lammet sit liv og sørgede for ham, da han boede på den anden side af engen, nær floden. H spørger også Lammet, som gav ham et behageligt kropsbetræk (tøj), der er det blødeste, uldneste og skinnende, hvor han fik det fra.
Her får læserne en realistisk fremstilling af et lam. Det uskyldige barn spørger konstant Lammet i digtet: 'Hvem har skabt dig?' Lammet bliver også udspurgt af barnet, der gav ham sådan en dejlig brægerstemme, fyldt med en behagelig tone i de omkringliggende dale. Barnets uskyld, det første skridt i Blakes søgen efter sandheden, får strofen til at skille sig ud.
'Uskyldighedens barn lever intuitivt, nyder spontant fællesskab med naturen og ser det guddommelige i alt.'
Strofe 2
I digtets 2. strofe er der identifikation af Lammet, Kristus og barnet. Fordi Kristus er mild og ydmyg som et lam, går han også ved lam. Kristus var også et barn, da han første gang ankom til denne verden som Guds søn. I denne poesi tiltaler barnet Lammet, som om det var et andet barn, der kunne forstå, hvad der blev sagt. Lammet er blidt og mildt, ligesom barnet, hvilket bringer barnet stor glæde. Digtet fanger essensen af barndommen, inklusive dens uskyld, renhed og mildhed, såvel som den kærlighed et barn har til små ting.
Digtet får en religiøs undertone på grund af skildringen af Kristus som barn. Det er præstedigtning. En anden gengivelse af nydelse og renhed hos Blake er den pastorale poesi. Barnet besvarer de spørgsmål, han stillede Lammet i den første strofe af William Blakes digt Lammet i de næste ti linjer i 2. strofe. Ifølge det lille barn er den person, der skabte Lammet og overøste de talrige gaver, der er nævnt i det første vers, også kendt som Lammet.
Jesus Kristus omtaler sig selv som et lam. Jesus Lammet er mildt (blødt) og sagtmodigt (underdanig), og han påtog sig menneskelig skikkelse som et barn til ære for menneskeheden. De kaldes begge ved Jesu navn, og historiefortælleren (jeg) er et lille barn. For at skabe Treenigheden af Barn, Lam og Forløser (Jesus), genkender Lammet Kristus.
Konklusion
Som konklusion ærer William Blakes digt 'The Lamb' den hellighed, uskyld og guddommelige tilstedeværelse, der findes i den naturlige verden. Taleren undrer sig over, hvem Lammets skaber er, mens han stiller en række spørgsmål til det, mens han roser dets mildhed og sagtmodighed. Digtet fremhæver forbindelsen mellem Gud, menneskeheden og alt andet levende, samtidig med at det viser Blakes store respekt for naturens skønhed. Digtet forbinder Jesus Kristus med Lammet ved at forklare, at Lammet blev skabt af Guds Lam, hvilket understreger de guddommelige egenskaber ømhed, renhed og selvudgivende kærlighed. Digtet er charmerende og indgyder ærefrygt og respekt for skabelsen, fordi Blake bruger levende billeder med rytmisk sprog. Den følelsesmæssige påmindelse om den underliggende godhed og guddommelighed i universet fra 'Lammet' tilskynder læserne til at reflektere over livets dybere betydning og mysterier.